Mads Rundstrøm, formand for Republik Nu
Den 5. juni markerer vi Grundlovsdag – en dag, hvor vi fejrer det danske demokratis fødsel. Vi mindes det historiske brud med enevælden og hylder idéen om, at magten skal ligge hos folket.
Men midt i denne fejring er det værd at stille spørgsmålet: Hvorfor har vi stadig et statsoverhoved, der ikke er valgt af folket, men født til sin rolle?
Monarkiet i Danmark er et levn fra en tid, hvor magt gik i arv, og hvor folket blev regeret frem for at regere selv. I dag er det danske demokrati stærkt og velfungerende, men vi halter stadig på ét afgørende punkt: Vi har ikke et demokratisk valgt statsoverhoved.
Det er paradoksalt, at vi i et af verdens mest gennemdemokratiserede samfund fortsat accepterer en arveinstitution i samfundets top. Det danske monarki er muligvis uden formel magt, men dets symbolske betydning er fortsat enorm.
I det offentlige rum, i statslige anliggender, i skolernes pensum og i mediedækningen fremstår monarkiet som nationens ansigt – ikke på grund af folkelig legitimitet, men på grund af genetisk tilfældighed.
Det handler ikke om individer. Man kan sagtens anerkende den nuværende konge og hans families personlige indsats og pligttroskab. Men det er ikke deres embedsførelse eller personlige meritter, vi skal bedømme – det er selve institutionens eksistensberettigelse. Og den er er mere end svær at få øje på i et demokratisk samfund.
En republik handler ikke om præsidenter og pragt, men om princippet: At alle offentlige embeder bør være åbne for alle borgere – og at magt, symbolsk eller reel, ikke må gå i arv. Monarkiet fastholder et forældet hierarki, hvor nogle fødes til status og anerkendelse, mens andre aldrig vil kunne opnå den – uanset evner eller indsats.
Derfor er det tid til at gøre op med forestillingen om, at kongehuset blot er harmløs, folkelig kulturarv. Det er en aktiv politisk institution – finansieret af skatteborgerne, beskyttet af lovgivning og båret frem af en medieverden, som langt overvejende vægter fascination over kritisk stillingtagen.
Grundlovsdag bør ikke kun være en fejring af, hvad vi opnåede i 1849. Lad os benytte anledningen til at spørge, hvad vi endnu ikke har opnået. Et demokrati uden monarki. En forfatning, hvor det øverste statslige symbol ikke er hævet over folket, men valgt af det.
Monarkiet er ikke blot en institution, men en påmindelse om den sociale arv, vi ellers kæmper for at bryde. Det repræsenterer en idé om, at nogle menneskers familiære ophav giver dem større værdi end andre. Det er uforeneligt med et samfund, der hævder at bygge på lighed. Derfor må det afvikles.
Skal vi tage Grundloven alvorligt, må vi turde forny den. Lad os færdiggøre det, vi begyndte i 1849.
