Tirsdag den 24. februar skulle være endnu en rutinemæssig dag i det danske demokrati: Folkets love, vedtaget i Folketinget, skulle stadfæstes i Statsrådet. For bordenden skulle sidde Kong Frederik – ikke som demokratisk valgt leder, ikke som ansvarlig politiker, men som ikke-folkevalgt underskriftsmyndighed. Sådan er det i Danmark anno 2026.
Men mødet er aflyst. Ingen forklaring. Ingen vikar. Ingen underskrift.
Normalt kan Kronprins Christian træde til. Men ikke denne gang. Og ifølge Ekstra Bladet har hverken Kongehuset eller regeringen ønsket at forklare, hvorfor landets lovgivningsproces pludselig må sættes på pause, fordi en ikke-folkevalgt person ikke kan – eller vil – møde op. I Republik Nu mener vi, at denne sag rækker langt ud over en kalendernotits.
Den afslører en demokratisk absurditet: I vores moderne folkestyre kan vedtagne love ikke træde i kraft, før en ikke-folkevalgt monark har sat sin underskrift på dem. Folkets vilje er således afhængig af en enkelt persons tilstedeværelse – en person, som ingen vælgere har valgt, og som ingen vælgere kan afsætte.
Kunne man forestille sig noget tilsvarende i andre sammenhænge? Nej. Hvis en minister udebliver fra et møde uden forklaring, kræves der en redegørelse. Hvis en embedsmand ikke udfører sin funktion, følger der konsekvenser. Men når statsoverhovedet gør det, mødes offentligheden af tavshed. Det er ikke bare utidssvarende; det er uforeneligt med demokratisk ansvarlighed.
Statsrådet fremstilles ofte som en formalitet. Netop derfor er det endnu mere absurd, at formaliteten forudsætter en monark. Hvis kongens rolle blot er ceremoniel, hvorfor skal lovgivningsprocessen så overhovedet vente på ham? Og hvis rollen ikke blot er ceremoniel, hvorfor er den så ikke demokratisk forankret?
Danmark har et velfungerende parlamentarisk system, hvor regeringen udspringer af Folketingets flertal. Vi har frie valg, magtens tredeling og ansvarlige ministre. Midt i dette moderne demokrati står dog stadig en arvelig institution, som uden forklaring kan forsinke statens formelle funktioner. Det er en anakronisme – ikke et symbol.
Nogle vil sige, at det hele ordner sig: Mødet flyttes, lovene underskrives senere, systemet fortsætter. Netop. Systemet fortsætter, uanset hvem der underskriver. Det viser pointen: Kongens underskrift er overflødig. Den tilfører ingen demokratisk legitimitet, ingen politisk kontrol og ingen juridisk substans. Den er kun tradition.
Men tradition kan ikke være begrundelsen for at bevare et udemokratisk led i lovgivningsprocessen. I et republikansk demokrati underskrives love af en folkevalgt statschef eller en parlamentarisk myndighed – ikke af en arving. Det sikrer, at statens funktioner aldrig afhænger af private kalendere eller uforklarede aflysninger.
Aflysningen af Statsrådet er derfor mere end kalendergymnastik. Den er et glimt af en grundlæggende demokratisk mangel: At Danmarks øverste formelle myndighed ikke udspringer af folket. Så længe vi accepterer det, accepterer vi også, at vores love i sidste ende beror på arvelig nåde.
Det er ikke et moderne demokrati værdigt. Lad os nu afskaffe monarkiet og fuldende det danske demokrati med en republikansk forfatning.